Nu har jeg været i Danmark i 2 ½ uge. – Og hvordan er det så at vende hjem? Efter en lang flyvetur, landede vi i Kastrup. Jeg havde en del sommerfugle i maven, da vi stod og ventede på vores bagage. Det var underligt at tænke på, at, på den anden side af væggen stod min familie og venner og ventede på mig. I løbet af det sidste ½ år, havde jeg tit tænkt på denne dag. Jeg havde glædet mig til dette øjeblik, men samtidig vidste jeg også at det, for mig, ville symbolisere enden på min ”rejse”.  Derfor var det med blandede følelser, jeg rullede vognen, med al min bagage ud mod knus, kys,

tårer, champagne, chokolade, kransekage og dannebrogsflag.

 

Da vi kørte fra lufthavnen og hjem til mine forældres hus, sad jeg og kiggede ud på vinterlandskabet. Synes det var underligt at kigge ud på det danske flade landskab. Var blevet vant til, at der var bjerge hvor end, jeg kiggede hen.

Jeg havde svært ved at forstå, at jeg rent faktisk sad sammen med min familie og snakkede med dem.  Der var så meget at fortælle, men jeg kunne næsten ikke overskue at finde ud af, hvor jeg skulle starte og hvor jeg skulle slutte. Så bestemte mig for at fortælle historierne, efterhånden som jeg blev mindet om dem.

 

Mit første bad i Danmark, var ubeskriveligt. Det var varmt og jeg kunne selv indstille varmen. Havde slet ikke lyst til at gå ud af det igen.

Følelsen af at tage noget rent tøj på, var ikke mindre end vidunderlig. Følte mig renere end jeg havde gjort i ½ år.

 

Da jeg skulle sove den første nat, faldt jeg nærmest i søvn inden mit hoved ramte puden. Jeg var simpelthen så træt, både i krop og i sind. Denne træthed fortsatte den første uge. Jeg brugte meget af tiden på at sidde med et krus te, en bog og ellers snuppe en ½ time på øjet indimellem. Fuldstændig koble fra.

Den første halvanden uge, boede jeg hos mine forældre, mens jeg ventede på at overtage min udlejede lejlighed igen. Jeg er rigtig glad for at det blev på denne måde. I det ½ år jeg har været i Etiopien, har jeg stort set aldrig været alene. Vi har hele tiden været fire. Hvis jeg skulle starte med at vende hjem og bo alene, tror jeg, at jeg ville være blevet ensom. Ved at bo hos mine forældre havde jeg muligheden for at være alene, når de var på arbejde, men samtidig tilbragte jeg aftnerne sammen med nogle.  En anden fordel var også, at jeg ikke skulle tænke på at fylde køleskabet op. Jeg kunne sætte mig selv i centrum og gøre, hvad jeg havde lyst til. Det var rart at vænne mig til Danmark igen, på denne måde – i et stille og roligt tempo.

 

Jeg føler stadig, at jeg gør noget forbudt, når jeg smider papiret i toilettet. Når jeg børster tænder, tænker jeg stadig ” Åh nej, jeg har glemt at købe flaskevand”.

Det er skønt at indånde frisk luft og ikke komme hjem hver dag og være snavset og støvet. Det er underligt at gå på gaderne, hvor der er så rent og stille. I Etiopien snakkede folk sammen i butikkerne og der var så megen aktivitet. Føler at Danmark er kold og lukket. Danskerne stiller sig ikke bare op og snakker med hinanden. Det ville være at overskride privat-sfæren.

Overvejede en dag i bussen, at sætte mig ned på sædet ved siden af to andre, ligesom de gjorde i Etiopien. Jeg ville gerne se folks reaktion, men havde en fornemmelse af, at folk nok ville dømme mig som underlig. Så jeg gjorde det ikke.

Jeg savner at være fire, når jeg skal handle og bære poser hjem alene.

Jeg har svært ved at vende mig til, at min dag er så styret af tiden. Bussen og toget går på et bestemt tidspunkt. I Etiopien stillede vi os bare op og ventede, så kom bussen før eller siden. I Etiopien går folk ikke ligeså meget op i tiden.

 

Jeg har det stadig som om, at jeg om 14 dage skal gense alle de dejlige mennesker, jeg mødte i Etiopien. Det er mærkeligt at tænke på, at jeg måske aldrig skal se dem igen. Synes også det kan gøre ondt at tænke på alle de vidunderlige børn, jeg har været så tæt på. I ½ år har de været en stor del af mit liv og jeg en stor del af deres. Det gør ondt, ikke at kunne følge dem. Hvad bliver der af dem? Hvis jeg nogensinde skal adoptere et barn, kan det ikke blive fra andre steder end Kids Care.

 

En af de første aftner jeg var hjemme, blev ”Den Store Danmarks Indsamling” sendt. Jeg så begyndelsen af udsendelsen, men måtte gå. De ting der blev sagt og de billeder der blev vist, var alt for tæt på. Jeg kunne simpelthen ikke klare at høre mere om fattigdom. Fattigdommen og dens følger har været så tæt inde på livet af mig det sidste ½ år, at jeg ikke kunne klare at blive konfronteret mere med den. For en stund i hvert fald. Det var lidt ligesom om, at min krop og mit sind havde indstillet sig på et ½ år. Da jeg kom tilbage til Danmark, reagerede kroppen ved at blive træt og mit hoved kunne ikke forholde sig til mere end at læse en bog, jeg ikke skulle tænke over. Sagt på en anden måde; – Luften i ballonen var indstillet til ½ år, derefter fes den ud.

 

Selvom det kun er 2 ½ uge siden jeg kom hjem, kan jeg til tider føle det som om, at det er flere måneder siden jeg var i Etiopien. Det er to så forskellige lande, at jeg kan have svært ved at forstå, at jeg rent faktisk har været afsted. Da jeg kom til Etiopien, studsede jeg over ting der skete der i forhold til Danmark og reflekterede over det. Nu er det som om, at jeg har vendt den tankegang om. Min rejse har fået mig til at tænke meget over, hvad det er jeg vil med mit liv og hvordan jeg skal opnå det. Hvad er det, der betyder noget for mig og hvad vil jeg gerne sortere væk? Jeg har det lidt som om, at jeg er vendt hjem til en forårsrengøring i mit sind.

 

Jeg vil slutte af med at takke alle jer, mine læsere. Det har været rart, at I ville følge med i min tur og tak for alle de dejlige mails, I har sendt undervejs. Synes godt nok det er trist at tjekke sin indboks i Danmark!

 

En ting er sikkert; Etiopien og de oplevelser jeg havde der, vil altid være en del af mig. Hvordan Etiopien har præget mig, er jeg langt fra færdig med at opdage, men Etiopien vil altid være mit andet hjem.

 

                                       Med venlig hilsen Mette

Indledning

Vi havde igennem vores praktikophold på Kids Care Children’s Welfare Association observeret forskellige situationer, som tilsammen skabte en lyst til at dele vores faglige viden og erfaring med resten af personalet. Vi havde været meget fokuseret på, at skabe et gensidigt forhold mellem os og vores kollegaer. Dog havde vi svært ved, at finde den rigtige indgangsvinkel, til at formidlede hvilket problemstillinger vi så i hverdagen og hvorledes vi mente de kunne håndteres anderledes. Efter supervision med vores kontaktperson fra seminariet, blev vi i samarbejde med ledelsen på Kids Care, enige om at afholde møder, hvor vi ville holde oplæg omkring nedenstående faglige problemstillinger. Herunder ville vi inddrage personalet og få deres meninger, holdninger og observationer ud i lyset og dermed få skabt en gensidig dialog med udvikling i fokus.

 

Vi ønskede, at vi skulle dele vores erfaringer og ville skabe et rum hvor dette kunne leves ud.

Rummet var på 4kvm, med plads til et rundt bord, en bænk og nogle stole. Til hvert møde var der en oversætter (engelsk – amharisk), fra 5 til 7 plejere og os 2 studerende som tovholdere. Til de første 4 møder havde vi ligeledes et lille barn med i rummet, som skulle hjælpe os til at visualiser emnet.

Emnerne til vores 1. møde havde vi valgt og emnerne til 2. møde ønskede vi at skabe i fællesskab med vores kollegaer. 1. møde afholdte vi 7 gange og 2. møde afholdte vi 5 gange. Vi ville gerne afholde flere møder, men pga. skiftehold var vi nødt til at afholde de samme møder mange gange og ofte blev de udsat pga. tidspres og mangel på oversætter.

Mødernes varighed: 1 time til 1 time og 15 minutter.

Ligeledes prioterede vi i vores møder, at fortælle at vi påskønnede dem, som personale og kollegaer, samt at takke dem for deres modtagelse af os. I det følgende er indlagt vores møder, samt en kort beskrivelse af hvordan de foregik. Grundet validiteten, har vi valgt, at sætte møderne ind på engelsk, som var det sprog vi fremlagde på.

 

1^st. meeting

Hallo, and thank you for coming here today. First will we say thank you, to you, because you have welcomed us with opens arms, when we first came at Kids Care.

We have now 3 weeks left at Kids Care. Our last day at Kids Care will be the 19^th of December.

 

We are all here today, because Maria and I want to share some thoughts with you….

 

We are the kids most important person in their life. The kids at the orphanage, have yet, no parents. Therefore are we the most important person in their life.

It is our job to create the best possible life for the kids, while they are in our care.

 

Now Maria will tell about how and why the early eye-contact is so important for the child.

                                                                                                                                              

Sight – Development

Infants can see around 25-30 cm. That is more or less from the mothers’ breast to her face. From the beginning of the infants life is sees the world in 2 pictures – This means that each eye functions individually and if you were an infant you would experience it by seeing 2 of me right now. It is important that the child learns to see 1 picture instead of 2 – If this doesn’t happen it will eventually start to suppress the one eye and only use one, which will overload the one eye.

 

The caretakers of the child can prevent this by stimulating the child – This by holding the child and speak to it until the child finds eye-contact. When you and the child have eye-contact, you can speak to it in a calm voice where you also use your face mimic. This is to keep the child focused. You can also make the same face movements as the child. Just like a mirror.

 

This will help the child to use both its eyes, but there are also a lot of other reasons to stimulate the child, which we will come back to later.

 

I´m telling you this because investigation has shown that children who has grown up at an orphanage often has these issues with their eyes – Therefore is it especially important for all of us, as the adults in the children’s lives, to stimulate the children.

Exercise – I am telling a story about a positive relation I had with a child and am requesting that they do the same.

 

Self – esteem

Stimulation are able to raise the children self-confidence, because though stimulation the children feel, what somebody react on them. It does, what the children feel, what they are important.

 

Social – Development

Stimulation can also be a part of that the child can get a better social life later on in their lives – This because they learn to interact with other humans.

 

Children can create social relations with a lot of different partners like mothers, fathers, grandparents, siblings, friends, teachers ect. The first relation in the life of the child is essential because it functions as the prototype for emotional relations later on in their lives.

 

It is therefore important that we as the most important persons in the life of the child, creates a positive relation to the children, so they can develop into social human-beings.

 

It is also important that we support and guides the children to create positive relations amongst themselves – You can do this by turning them face to face, so they are looking at each other and maybe create a game so they have that in common.  

 

Health – Development

Stimulation and daily contact are able to raise the child’s health. If no contact, the child will close off and maybe stop eaten.

 

Brain – Development

Stimulation of the child is a part of the development of the brain development of the child + it can help to improve their ability to learn later in their lives.

Experience and knowledge is gathered in the brain and our possibilities to act are controlled from this area. The brain contains that we have learnt and what possibilities we have to learn.

The development of the child is step by step – From sitting to crawling to walk with support and then walk, but the brain is different. But the brain is different! The brain needs stimulation so it can develop and mature, so it can become better at remembering and learn.

If nothing happens the brain will simply start to get bored.

 

Now we want to ask, if you have any questions? What do you think about this meeting?

Have you thought about these things before? -If yes…. what have you been thinking?

We are going to have this kind of meeting again. Do you have any idea to the next meetings subject?

 

Forløb: Ovenstående emner er valgt på baggrund af situationer observeret i dagligdagen. F.eks. ønskede vi, at dele vores faglige baggrundsviden med hensyn til hvorfor den tidlige øjenkontakt er essentiel for et barns udvikling, samt vigtigheden af stimulation. Vi forsøgte, at formidle emnerne således, at det ville blive muligt for plejerne, at overføre teori til praksis. Dette bl.a. ved at komme med eksempler vedr. børnene i dagligdagen, samt at skabe mulighed for, at plejerne kunne komme med eksempler. Ligeledes, ønskede vi, at skabe en visuel effekt i form af et lille barn, for at illustrere hvorledes teorien kan bruges i praksis. Vi oplevede dog, at der igennem hele mødet blev fokuseret meget på barnet og at plejerne mistede koncentrationen. Denne reaktion er naturlig og derfor, valgte vi, at de sidste 3 møder skulle foregå med et imaginært barn, så vi kunne se hvorledes et møde ellers kunne foregå.

 

Plejerne sagde, at de gav denne øjenkontakt til børnene, men at de ikke havde alle de bagved liggende tanker og faglig viden, som vi havde fortalt om. Ellers fik vi feed back så som: ”Jeg ville ønske jeg havde vidst det her til mine egne børn”, ”Jeg vil gå ind og øve mig”, ”Jeg har med de store børn at gøre, så jeg har ikke noget at sige” o.l. Vi observerede, at plejerne ofte fortalte generelt om børn, da de blev bedt om at fortælle om en personlig historie, så som ”Når børn er i den alder kan de det og det”. Ofte havde plejerne svært ved at dele personlige oplevelser de havde haft med børnene på børnehjemmet – især med et konkret eksempel på en positiv relation. I Etiopien har vi ofte observeret, at der i mange sammenhænge, ikke bliver stillet spørgsmål ved hvorledes tingene har fungeret hidtil og ligeledes bliver der ikke stillet krav til refleksion, samt til det at tænke selvstændigt. Dette kan være medvirkende til, at det kan være svært at sætte ord på sine oplevelser.

 

Der var stor forskel på hvorledes møderne foregik alt afhængig af hvilke plejere der deltog. Nogle tog notater og nikkede bekræftende, andre lyttede og andre igen skrev på mobilen.

Til sidst talte vi om emner til det næste møde og andet møde blev skabt.

 

2^nd meeting

There are a lot of aspects then we are talking about health and well-being of a child.

 

At the last meeting one of the baby-sitters said that if you don´t have health it is impossible to create a positive development, and we think that was a very important issue.

 

We were therefore very glad for the comment and were eager to take up this issue as the next subject.

 

In the following we will touch the psychological and physical aspects in health and well-being with the subjects: hygiene, physical activity, diet and Interaction.

 

Hygiejne

Begin with say hallo and give the hands, where there are nutella on.

 

You have to wait a little bit, before you can go and wash your hands.

First I want to tell you about germs. We can not see Germs, but they are every were. This is important to remember in the daily care of the children. 

 

You probably wonder why I was saying hallo to you, with nutella on my hand?

We can not see germs, but we can see nutella.

I was saying hallo to you to show you, how the germs walks from one person to another, when you not washing your hands often.

This is the same thing what happens when you not are washing your hands after every diaper change. The germs will walks from one child to another.

Let us say, that the first child have diarre, the second child will now get the diarre germs. Soon will the second child also have diarre.

 

Gloves are helping you not to get germs on your hands. Gloves are good, because you are not giving germs from you to the child….But gloves are only god if they are used ones. Otherwise germs will still walk from child to child.

 

Now you can go and wash your hands and come back again.

 

Another thing what are not good hygiene, is to let the children eat, while they are sitting on the pot.

I do not thing what any of you are sitting on the rest room, while you are eaten?

Personal, I don’t like the scent of food and the smell of stools mixed together and I don’t think that the children like it either.

 

So what can we do to raise the hygiene in the daily care of the children? We can daily check if the children needs to get theirs nails clipped, or if their hair need to get comb. Maybe their neck needs to be cleaned after they have thrown milk up. Or simply wash the children face, if they have milk around their mouth or pus in their eyes.

 

It is important to change the children’s clothes if it is wet. The same is it to change the bedding if that is wet. This because it isn’t nice or healthy to lie on some clothes what are wet and maybe smells. Plus it affects your skin condition. 

You and I don’t like to go around in wet clothes or lay in wet bedding. So that does the children probably either.

 

Us, who works with children, shall often think, if I don’t like it, so does the child either.

 

To raise the hygiene, it is important to teach the children, to wash their hands often. On that way the germs will not walk so much from one person to another and sickness will reduces.

 

The department of health recommends opening of the window in the rooms in 10 to 20 minutes every day.  

This, to get old air out and get fresh air in. Fresh air, are good for the power of concentration and are good to remove the smell of stools.

At the same time, fresh air, in the room, are good for children with asthma problems or dust allergy, because the air will become fresh.

 

It is healthy for all human being to get fresh air every day. Therefore is it good to get out and maybe find a game you can play. At that way it will be fun to be outside.

 

It is important for the health, to clean the rooms often. This because, the children are very good at find dust and put it into their mounts. This will get more sickness. To clean the rooms often, will be a big help for children with dust allergy. At the same time is it also much nicer to live and work in a place what are clean.

 

Physical activity

Physical activity is an essential part of the life of every human-being.

The department of health recommends that every adult is physically active at least ½ an hour per day – For a child they recommend 1 hour daily.

Physical activity will make the child´s co-ordination good and their abilities to move will be higher.

 

They will be better at lifting their head and to move around, so their body is stronger.

 

If you move a lot your appetite will become higher, so it also has a good effect on that issue Mette will tell us about later.

 

How we can do is in the everyday life is to make sure that the children gets down from their bets so it is easier for them to move around.

 It is also a motivation factor for them to move more and explore the world, when they see things they are not used to see.

They will get curious and will therefore move more + they will have more space to move on.

We can also help the children to become stronger by calmly moving their legs – After some time you can feel that they start to push with their legs, which is a good exercise for them.

 

Stimulation of the body is also very important and will among other things improve the children´s blood circulation.

You can do this by massaging the body or just calmly caress the back and so on – This can also make the child feel save.

 

Nutrition

All people need food. It is necessary for us to live. Without food, would we die.

Too children are the food also important so their muscles can grow and they can become strong. Food helps to create surplus, curiosity and concentration to explore the world.

 

It is important for the children, what we, as their care taker, create a nice atmosphere in the food situation. For the infants it is important because in that situation you often can get a good eye-contact. For the older children is it important, because in many culture is it, to eat a social situation, there people are together.

But it is also important that the children get something to drink while and after they had eaten. Drink helps to clean the gullet for food and gives at that way free space to more food.

Again…- We know this form ourselves. We are also drinking while and after we eaten.

If the children get the offer to drink many times at day, the chance too dehydrating will be reduced.

 

 

Interaction

Interaction between humans is also an essential aspect when we are talking health and well-being.

 

In the following I will explain about separation from a child and its primary caretaker and the consequences it can have.

 

The children at Kids Care are orphans, which means that they in some point in their life has experienced a terrible loss – The most terrible experience in the life of a child is to lose its parents.

 

A lot of theorists have done research in how a child reacts when it is exposed to separation from their parents – The observations show that these children often suffer from severe psychological and physical problems.

 

In the following I will explain these reactions in 3 phases – The children can react on separation from their parents in many different ways but investigation has shown that the following 3 phases are the most frequent – The phases are first protest, then despair and then emotional detachment.

 

·                                        In the protest-phase the child expresses its anxiety to lose the mother. The protest-reaction is the result of that the child can´t reach the mother – She is gone! The child will in this period react with heavy cry and will actively try to find its caregiver.

·                                        The second phase is influenced will despair. The child seems calmer – Seems easier to handle, but it also seems like it has no emotions. The child is withdrawing from the world and the symptoms are often miswell-being, weight loss, sleeplessness and the children have a tendency to catch the cold easier.

·                                        The third phase is the emotional detachment and is very serious. The child is withdrawing even more from the world and they often get this glasslike look in their eyes. The child is seeking for a new person to get attached to and if that command isn´t greeted and the need of the child isn´t taking care of, the child can suffer from severe emotional issues in their life to come.

 

A child is born with potential and competences, but it needs a world to relate to, so these can become a reality. That is why the development of the child and the function of the caretaker are in separate elements.

 

Exercise – Do we know children who have these symptoms? It is important that we share our observations, so we can help the children in the best possible way.

 

Thank you, to you all, because you have listened to us.

What do you think about this meeting?

Have you learned something? …What?

Did you get surprised?

Maria and I will say thank you, for the time we have worked together at Kids Care. We have really liked to work together with you and, thanks to you, have we learned a lot about Ethiopian culture.

Now are we soon flying back to Denmark, but our thoughts will often go to you and all the good memories, we have here from Kids Care, together with you.  

 

Forløb: Vi havde igen valgt en visuel effekt, I form af nutella på hånden, der skulle indikere bakterier. Dette blev ligeledes modtaget forskelligt – Nogle lod som ingenting, andre protesterede og nogle grinede højtlydt. Vi oplevede metoden som en god måde at fange opmærksomheden på og da vi begyndte på det seriøse oplæg, kunne vi se at de flere gange skævede ned på hånden. Mange af plejerne sagde, at de aldrig havde tænkt på at bakterierne vandrer således. Emnerne hygiejne og sundhed blev valgt på baggrund af en plejers udtagelse om; uden sundhed kan man ikke skabe en sund udvikling. Hun efterlyste derfor mere faglig viden vedr. disse emner. Dermed mente vi også, at fysisk aktivitet og kost ville være relevante. Sociale relationer er ligeledes et essentielt aspekt, når vi taler sundhed og trivsel og emnet vedr. separation følte vi var yderst relevant, da børnene på børnehjemmet har oplevet hvad dette svigt medfører.

 

 

 

Konklusion

Vi oplevede, at både plejere såvel som ledelse tog rigtig godt imod initiativet. Plejerne efterlyste ofte hvornår næste møde ville komme og ledelsen bad om at få møderne på skrift, så de kunne blive oversat til amharisk og bruges ved nyansættelser. En af plejerne sagde, at hun havde forventet uddannelse som dette i oplæringsperioden. Vi oplevede ligeledes en lyst til at vide mere. Dette i og med at de bad os om, at uddybe nogle af emnerne, samt at de kom med ideer til nye emner. Vi opnåede dermed et fælles tredje og skabte en gensidig dialog, hvor der var rum for at alle kunne komme på banen. Vi oplevede en stor forskel på møderne – Nogle gange var plejerne meget åbne og andre gange virkede de tilbageholdende. Sidste nævnte var ofte hvis lederen af Kids Care var til stede, så understregede atter engang autoritetstroen i Etiopien.

En ting vi kan undre os over, er det, at overplejeren aldrig hørte vores oplæg, selvom vi spurgte mange gange. Vi mener, at hun som bindeleddet mellem ledelsen og folket på gulvet, var den som kunne have haft meget udbytte af at høre det. Hun kunne have fulgt op på teorien i dagligdagspraksissen – Som det ser ud nu, kan plejerne komme og snakke om noget, som hun ikke ved noget om. Hun burde vide, hvad der rør sig i huset som en af de første.

 

Til det første møde tog plejerne papir og pen frem i starten, hvilket overraskede os meget i en positiv retning. Vi følte, at vi blev taget seriøst, samt at vi havde noget at give ud af.

Det var en stor overvindelse for os at skulle undervise andre voksne mennesker. En ting er at skulle undervise på sit modersprog, men en anden ting er at skulle undervise på engelsk. Derefter skulle dette så oversættes til et helt tredje sprog og resultatet kunne desværre være, at noget kunne gå tabt i oversættelsen. Vi lærte, at være omstillingsparate, da vi aldrig kunne vide hvornår eller hvor møderne skulle holdes, hvilket fik os til at tro på vores egen viden, samt at fremlægge i en forsamling.

Dermed mener vi, at Etiopien har medvirket til at ruste os som kommende pædagoger.

 

 

 

 

Vi kørte et forløb over en uge på Kids Care Day Care Center, hvor vi havde den didaktiske overvejelse læring på baggrund af leg som øverste omdrejningspunkt. Denne indgangsvinkel er valgt på baggrund af vores målformulering, som vist nedenfor.

 

·        Vi ønsker, at undersøge didaktikken – Hvorledes ses den i Etiopien kontra i Danmark.

·        Vi ønsker, at få børnene til at få øjnene op for, at forskellighed er en forse, samt at der er brug for alle i et brugbart samfund.

·        Vi ønsker, at vise og lære børnene, at læring kan være sjovt.

·        Vi ønsker, at opfordre børnene til at tænke selv.

·        Vi ønsker, igennem leg at børnene skal lære med alle deres sanser.

·        Vi ønsker, igennem leg at få børnene til at opnå et større selvværd.

·        Vi ønsker, at lære og vise hvem vi er som danske pædagoger – Herunder ønsker vi, at få børnene til at omtale mennesker ved deres navne og ikke ud fra deres udseende.

 

Vores rolle som igangsættere var at være støttende overfor børnene, samt at tillade ethvert forslag fra børnene kropsmæssigt og verbalt. Ligeledes, ønskede vi, på skift at være dokumentanter og igangsættere, så børnene kun havde en person ad gangen at forholde sig til. Derudover med den årsag, at vi ønskede at se forløbet udefra, samt at få det dokumenteret billedligt. Dermed ville vi bedst muligt kunne se, hvorledes vi kunne ændre i forløbet, da vi kunne se hvad der gik godt og hvad der gik galt.

 

Kids Care Day Care Center er beliggende i Akaki Kaliti, som er en lille by der ligger syd for Addis Ababa (ca. en times kørsel). Institutionen er en afdeling af Kids Care og er en førskole for børn i alderen 4-6 år. Førskolen er et tilbud til forældre i området der ikke har råd til en privatskole og er derfor gratis. Uniformer, bøger og andet materiale bliver doneret fra Schweiz, så det er for forældrene ligeledes uden omkostninger. Derudover får børnene et gratis måltid mad om dagen.

 

Afdelingen huser 102 børn fordelt på 3 klasser afhængig af alder og færdigheder. Det daglige personale på Day Care centeret består af 1 manager, 3 lærer, 3 hjælpelærer, 1 køkkendame og 1 rengøringsdame. Derudover 2 vagter der kører på skiftehold.

Der bliver undervist i amharisk, engelsk, matematik, kunst og musik. Indgangen til Kids Care Day Care Center er igennem en legeplads, med gynger, rutsjebane, kravlestativ, vippe ol. Selve huset er i 2 længer med grønt område imellem. Den ene længe består af 3 klasselokaler, mens den anden fungerer som køkken, kontor, mødelokale og toilet. Ligeledes er der en tilstødende køkkenhave, der med tiden skal medvirke at førskolen bliver selvforsynende. Det skal derudover siges at ledelsen p.t. forhandler om jord til udvidelse.

 

Mandag: Vi startede dagen med den ældste årgang med en intro vedr. hvem vi er, hvad vi skal og hvor længe vi vil være der.

Derefter legede vi farvelade med løbende udvidelser med balloner i forskellige farver bundet om håndleddet (Brugte det vi havde). Farvelade foregår på den måde at en står i midten og resten sidder på stole i en rundkreds – Der mangler en stol, så det handler for personen i midten om at skaffe sig en ved at råbe en farve. Denne farve skal skifte plads og giver personen i midten mulighed for at få en stol. Personen der ikke når at få en stol råber en ny farve. Efter et stykke tid udvidede vi legen med råbet farvelade, eller i dette tilfælde all colour stand up, hvor alle skal finde sig en ny stol. Næste udvidelse indebar, at hvis nabostolen blev ledig skulle man rykke derhen og din sidemand skulle rykke med. Resultatet bliver ligesom en bølge på et fodboldstadium med personer i midten der kæmper for at få en plads.

Formål – At lære farverne, at man kan lege sig til at lære, at turde bevæge sig på gulvet, samarbejde, at være sammen om et fælles tredje, glæde.

 

Efter frokost – Vi gik udenfor på legepladsen med alle 3 årgange og startede med at lege Simon Says. Legen går ud på, at der er en person der er Simon. Denne person kommer med forskellige udråb, så som; hop, Simon says hop, Simon says gø som en hund, gø o.l. Det handler om kun at reagere når der bliver sagt Simon says. Her skal det siges. at der var nogle sprogvanskeligheder, så legen blev lavet om til at en af os kom med et udråb, som samtidig blev vist og derefter gjorde børnene det samme.

Formål – At turde agere, at de kunne se at vi som igangsættere turde agere, glæde, at være sammen om et fælles tredje, fantasi, kreativitet, motion, glæde.

 

Vi legede derefter banke bøf, der går ud på at stå i en rundkreds, med en person udenfor kredsen. Denne person går fra person til person og siger banke og rører ved personerne i rundkredsens rygge. Pludselig bliver der i stedet sagt bøf på en ryg og begge de involverede skal nu være hurtige. Den ene person løber en vej omkring rundkredsen og den anden løber den anden vej. Da de mødes giver de hinanden hånden og siger f.eks. godmorgen, hvorefter de løber videre. Nu gælder det om at være den første, der når hen til hullet i rundkredsen – Den der ikke når det starter forfra med banke, banke.

Der var pladsmangel på legepladsen, så vi prøvede at dele os op i 2 cirkler. Dog fungerede det heller ikke så godt og vi bestemte os for at stoppe legen efter kort tid. Derefter ville vores nye kollegaer gerne vise os nogle etiopiske lege, så vi sluttede af med at lære nye lege. Bl.a. en hvor man står i en rundkreds, med en der hopper gadedrengeløb uden for kredsen og har et tørklæde i hånden. Denne person synger en strofe, hvorefter rundkredsen svarer med den næste strofe – Dette fortsætter et stykke tid indtil sangen er slut og personen udenfor kredsen kaster tørklædet på en i kredsen. Personen der er blevet ramt løber efter den person, der har kastet og nu gælder det om at ramme med tørklædet, inden den første person, når hen til hullet i kredsen.

 

 

Tirsdag: Vi startede dagen med den ældste årgang, men alle børn var i lokalet, efter ønske fra ledelsen. Vi legede igen farvelade, så der nu var noget genkendeligt for børnene. Udvidelserne fra mandag kom igen på løbende. Efter et stykke tid byttede børnene med børnene fra mellemklassen, som vi ligeledes legede farvelade med.

 

Efter en kort pause med morgenmad, satte vi os igen på stolende i rundkredsen og børnene fik farver på håndleddene igen. Den ene af os filmede og den anden styrede det følgende forløb. Nu skiftedes de forskellige farver til at komme ind i midten af rundkredsen, hvor igangsætteren stod. Her skulle børnene agere at de f.eks. var hunde, katte, får, træer o.l. Da alle farver havde prøvet enkeltvis kom alle børn og voksne på gulvet. Nu agerede vi forskellige følelser så som vred, trist, genert og sluttede af med følelsen glad med det resultat at alle involverede sluttede af med at hoppe med armene i vejret og råbe ”Jah, jah”.

Formål – At få ejerskab til rummet, at turde agere, at se at de voksne også kan lege, for vores kollegaer at lovliggøre at lege, at bruge hukommelsen, at øve sig i at tænke selvstændigt, erkendelse af hvordan følelser ser ud for en selv og andre, glæde, motion, motorik, fantasi, kreativitet.

Efter frokost – Vi gik igen ud på legepladsen med alle børn og voksne. Startede igen med Simon Says og legede derefter imitationsleg/spejl. Børnene skulle gå sammen 2 og 2, den ene skulle lave nogle bevægelser som den anden skulle imitere. Herunder skal det siges at legen ikke virkede efter hensigten. Evt. på baggrund at sprogvanskeligheder, børnenes alder eller af den årsag at lærerinderne var med i legen og det var tydeligt at se, at børnene ikke brugte deres egen fantasi, men brugte de bevægelser de så de voksne lave.

Formål – Øvelse i at tænke selvstændigt, fantasi, motorik, bevægelse, glæde, øvelse i at turde, erkendelse af sin egen krop samt den andens.

Derefter forklarede og viste vi reglerne til ståtrold. Der er en fanger, når man er blevet fanget skal man stå stille med spredte ben, hvorefter man kan blive befriet ved at en anden kravler imellem ens ben. Vi havde lidt svært ved at få vores kollegaer til at forstå legen og imens vi står og diskuterer reglerne, giver børnene sig til at lege deres udgave af ståtrold. De kravler imellem hinandens ben løber videre og kravler så igennem igen. Vi beslutter os derfor for ikke at lege vores udgave af ståtrold, men påskynder børnenes fantasi og leger i stedet for deres udgave.

 

Onsdag: Dagen i dag havde vi den mindste årgang. Vi startede med at sidde i en rundkreds på tæpper spredt ud på gulvet. Den ene igangsætter sad i midten og den anden dokumenterende. Vi startede med at lade som om at det var morgen – gabte og strakte os. Derefter spurgte igangsætteren hvad børnene lavede om morgenen og vi blev alle guidet igennem spisning, at tage tøj på og lignende. Alt dette agerede vi og børnene var gode til at komme med deres input.

Formål – Fantasi, huskeøvelse, at få børnene til at tænke selvstændigt, at turde agere, at lade som om.

Vi havde igen givet børnene farver på håndleddene og bagefter kom farverne på skift ind i midten af rundkredsen og agerede dyr, planter, bil o.l.

Efter frokost – Tegnede vi sammen med børnene. Vi valgte de skulle tegne deres favorit dyr så det havde kobling til tidligere forløb. En af os var igangsætter og den anden dokumenterede forløbet. Vi erfarede her at børnene kiggede efter deres lærerinde. På et tidspunkt siger en af lærerinderne til børnene at dennes tegning ikke ligner noget – Her griber både igangsætter og dokumentant ind og informerer lærerinden om at fantasi har mange afskygninger og der er ingen regler og begrænsninger for, hvad der skal ende med at være på barnets papir.

 

Torsdag: I dag observerede vi klasseundervisningen à Amharisk, engelsk, musik, matematik og kunst. Vi observerede alle klasser på skift. Vi synes det var vigtigt at vi også så hvordan skoledagen normalt forløb.

 

Da det viste sig at fredag er en helligdag og at børnene derfor ikke skulle i skole var torsdag vores sidste dag. Der blev holdt en speciel kaffeceremoni og vi fik en gave.

Et par uger efter kom vi igen på besøg med den øverste ledelse i Kids Care. Vi havde medbragt en collage med billeder vi havde taget under vores forløb, en cd med billeder til personalet og 6 stykker farvet papir, som de fik i gave. Disse 6 stykker papirer havde forskellige farver og stemte overens med de farver børnene havde på håndleddene under forløbet. Der var billeder af børnene på hvert stykke papir og farven stod øverst på engelsk – F.eks. på det grønne papir var der billeder af børn med en grøn farve på deres håndled og øverst stod der green.

Formål – At give lærerne et anderledes undervisningsmateriale, hukommelse, at give børnene billeder fra vores lille uge sammen, hvor vi havde haft det rigtig sjovt.

 

 

Konklusion

Det skal siges, at billedet af en normal hverdag aldrig vil blive helt valid grundet vores tilstedeværelse. Bl.a. opførte børnene en sang, med farverne på engelsk, hvor 6 af børnene stod med hver deres farve. Dog observerede vi, at der var tale om udenadslære, da børnene ikke kunne farverne uden for konteksten. Ligeledes kunne de ikke føre det engelske sprog ud af klasselokalet, så som himlen er blå ligesom det papir jeg stod med var blåt. Vi lagde mærke til et typisk tillært repertoire, der blev vist i tilfælde af gæster, hvilket ligeledes sætter sine tvivl hos os – Fik vi et kunstigt billede af førskolen?

 

Vi observerede blandt andet også en stor forskel fra en dansk undervisning i faget kunst. Den etiopiske lærerinde tegnede og farvelagde et hus på tavlen, hvorefter et barn kom op til tavlen og skulle lave et ligedan hus ved siden af. Vi registrerede op til flere gange børnenes, men også de voksnes anderledes forhold til fantasi end hvad vi er vant til. Det kom især til udtryk under legene, hvor de havde svært ved at huske hvordan en hund ser ud og lyder og overføre det til sin egen krop og agere som en hund. De havde desuden svært ved at komme med andre input til legene. Fantasien er der, hvilket vi kunne se på bl.a. opvågningslegen og ståtrold. Dog bliver den ofte stoppet af de voksne, da de mener der skal vises et helt naturtro billede af hvordan en hund ser ud og lyder. Der findes kun en rigtig måde at gøre tingene på og vi mener ikke lærerne kan stilles til ansvar for dette, da de selv er opdraget således. Sagt med andre ord ser vi et handlingsmønster der kører i ring.

 

Gennem hele forløbet viste lærerne stort initiativ samt nysgerrighed. Vi havde ikke forventet dette, men lærerne bad selv om at deltage aktivt. De kom selv med input til legene på en meget energisk måde og der var en smittende glæde gennem hele forløbet. Der blev flyttet grænser for alle – Vi som igangsættere viste det er okay at slippe vores hæmninger, hvilket bredte sig til lærer og børn og de lærte at turde agere på fantasien og kreativitetens legeplads. Dette viser at lærerne er åbne for nye læringsmetoder og vi mener vi har plantet en spire i denne retning.  

Al udvikling tager tid, men vi er overbeviste om at Kids Care Day Care center vil kunne skabe denne udvikling over tid pga. deres engagement og åbenhed. Denne nysgerrighed og lyst til udvikling var absolut med til, at vi føler vi har nået vores mål.

 

.

Vi vil lige slutte af med at sige at vi har mange dejlige billeder fra dette forløb, men også fra resten af vores ophold i Etiopien. Dog kan vi grundet nettet simpelthen ikke få lagt dem på bloggen. Beklager!

I løbet af mit ½ år, i praktik, i Etiopien, er jeg dagligt stød på situationer jeg har været tvunget til, af reflektere over. Mange af situationerne, har været nogle jeg, i Danmark, ikke ville have skænket en tanke.

Jeg kender Danmark. Er født ind i ”systemet” med alle dens regler, normer og værdier. Jeg ved hvordan jeg skal orientere mig i Danmark. Mange måder, at tænke og handle på, registrere jeg ikke engang. Det hele ligger på rygraden. — Er en del af min habitus.

Pludselig stod jeg i Etiopien og hele mit indre ”orienteringskort” røg, for jeg kendte ikke kodere til, at aflæse det etiopiske ”system”.

 

Det har været hårdt, men også sundt, at skulle prøve, at få to så forskellige kulturer, som Danmark og Etiopien til at gå i spænd.

Det har været hårdt, fordi jeg i situationerne har været nødt til at sætte spørgsmålstegn til mine egne normer og værdier. Samt det danske ”system” jeg er opvokset med. Samtidig har det været sundt, fordi jeg har fået ryddet lidt op indeni. Noget er blevet forstærket. Noget er smidt ud og noget er blevet rykket rundt på. Andet er blevet fundet frem fra gemmerne og støvet af og noget er blevet tilføjet.

 

 

Hvordan præger din danske baggrund dit pædagogiske arbejde på stedet?

 

På seminariet, er vi blevet undervist i vigtigheden af empati og omsorg. Inden jeg rejste, tror jeg, ikke at jeg helt forstod hvor betydningsfuldt disse begreber er. I de fleste danske institutioner, kommer børnene fra velfungerende familier, hvor de får omsorg og de basale behov dækket. Det er nærmest en selvfølge, at forældrene står for denne del. Forældrene er børnenes primære omsorgspersoner. Institutionernes opgave er, at bygge videre på disse behov og vejlede børnene til udvikling. Pædagogerne er børnenes sekundære omsorgspersoner.  

På børnehjemmet blev, der stillet helt andre krav til mit pædagogiske arbejde. På Kids Care har børnene ingen forældre. Derfor blev jeg til børnenes primære omsorgsperson og dermed til den vigtigste person i børnenes liv. Alle de basale behov, som jeg i Danmark regner med, at forældrene står for, skulle jeg dække i mit arbejde. Nogle gange, har jeg, haft følelsen af ikke, at udrette noget pædagogisk. Simpelthen fordi det arbejde, jeg har udført på børnehjemmet, er noget jeg i Danmark tager for givet, at forældrene står for og kan derfor, som pædagog i Danmark, koncentrer mig om andre ting.

 

I gennem min praktik, på Kids Care, har jeg oplevet og følt betydningen, af hvor vigtig det er, at der bliver ydet omsorg og at de basale behov bliver dækket for, at barn og voksen kan koncentrer sig om andre ting. F.eks. er det svært, at have fokus på motorik, når alle børn har skidt ud over det hele og der ikke er flere rene stof – bleer på hele institutionen. Det har regnet så meget at bleerne ikke har kunnet nå, at tørre i takt med at børnene skal skiftes. En situation, der er svær at acceptere, for en dansker, der er vant til, at der altid findes en løsning på tingene. Hvis, det skulle ske, i Danmark, at en institution løber tør for bleer, er der en der smutter på tanken. Sådan fungerer det ikke i Etiopien.

Jeg er blevet opmærksom på, hvor mange ting der, i Danmark, er muligt pga. ressourcer. I Etiopien er, det ikke muligt, at smutte på tanken. Der er ikke simpelthen ikke ressourcer til det. Man må klare sig med det, man har. Jeg har ofte taget mig selv i, at tænke: ” det kunne være rigtig fedt, hvis vi lige gjorde…nååå nej, det kan ikke lade sig gøre”. Jeg har, måtte vænne mig til, at tænke. ”hvad kan vi gøre, med det vi har?”.

 

En ting, som har præget min hverdag, på Kids Care, meget har været, at få babysitterne til, at forstå vigtigheden af, at vaske hænder efter hvert bleskift – og ikke først efter, at alle børnene på stuen er blevet skiftet. Hygiejne er, egentlig ikke, så pædagogisk et område, men utrolig vigtigt for, at ikke hele børnehjemmet skal smittes med diverse sygdomme.

 

I min praktik, er jeg ofte stød på ordet ”nej”, uden at få en forklaring på, hvorfor det er ”nej”. Tror, at min danske baggrund, har været grunden til, at jeg ikke har accepteret et ”nej”, uden at få nogle argumenter for, hvorfor tingene ikke har kunnet lade sig gøre. Hvis, jeg, efter at have fået argumenterne, stadig ikke har kunnet forstå hvorfor der er ”nej”, er jeg blevet ved med at vende tilbage til hvorfor ikke? F.eks. har det været svært, at få tilladelse til, at tage legetøjet og lade børnene lege med det. Efter et par gange, at have spurgt og ikke været enig i, at børnene kun må se, ikke røre, har det været nemmere bare, at gøre tingene og så tage diskussionerne derfra. Hver gang er grænserne blevet rykket lidt. Ofte har begrundelsen for ”nej” været, at sådan er det bare og har altid været. Jeg turde stille spørgsmålstegn, til nogle ting overfor autoriterne, hvilket ellers ikke er noget babysitterne gør. Babysitterne accepterer et ”nej”, uden at gøre indsigelser. Personalet på Kids Care er meget autoritetstro. F.eks. kunne jeg, en dag, ikke få en bold, før jeg var blevet sendt tre led op i hierarkiet. Der kunne der så blive givet tilladelse til, at et skab blev låst op og en bold kunne tages i brug.

 

Både i Danmark og Etiopien, er fysisk afstraffelse ulovligt. I Etiopien er det nærmest hverdag, at se mennesker blive slået uden, at nogen griber ind. Det er utroligt hårdt, at se et andet menneske blive nedværdig og udsat for overgreb på den måde.  Der opstår et dilemma, fordi jeg, vil gerne gribe ind, men på den anden siden synes jeg det er svært, fordi jeg er i en anden kultur og ikke helt ved, hvordan jeg skal agere i denne.

 

Maria og jeg, var en uge ude på en skole, hvor de stadig havde og brugte spanskrør. Vi spurgte, hvad lærerne og ledelsen brugte rørene til. De sagde; ” til at få ro med, vi bruger dem ikke til at slå med”. Vi sagde direkte, at vi havde set spanskrørene blive brugt til fysisk afstraffelse og at det, ifølge, Etiopisk lov var ulovligt. Vi foreslog dem, at de i stedet for spanskrørene, kunne hæve deres stemmer eller klappe, for at få ro. Efter dette forsvandt spanskrørene, en halv dags tid, få så at komme tilbage igen. Vi nævnte flere gange, at vi ikke brød os om spanskrørenes tilstedeværelse. Det var befriende, at sige dette højt, til lærerne og ledelsen. Det kan godt være, at spanskrørene om tilbage, men vi havde reageret på noget, vi følte var meget forkert. Måske har vi fået bare en enkelt lærer, til at tænke lidt over det, næste gang denne har et spanskrør i sine hænder.

 

Min praktik har gennemgående været af, at jeg, er i gang med, at tage en uddannelse, hvor jeg hele tiden bliver tvunget til , at reflektere og kunne begrunde mine handlinger. Jeg er blevet tvunget til, at have faglige tanker bagved mine handlinger og fået opbygget en viden om, f.eks. hvor øjenkontakt er vigtig. En viden, som babysitterne ikke har. Maria og jeg har haft holdt nogle foredrag, for babysitterne – og ledelsen, hvor vi har fortalt om forskellige emner, vi mente, var relevante på Kids Care. Vi sluttede hvert foredrag af med, at høre hvad babysitternes mening var, om det vi havde sagt. Flere gange sagde de, at de slet ikke tænkte over hvorfor de gjorde, som de gjorde. De sagde, at de havde ikke alt den viden, som vi havde.

 

Den følelsesmæssige hårdeste og stærkeste oplevelse, jeg har haft, både i min praktik og i mit ophold i Etiopien generelt, har været, at opleve en lille dreng, på et par måneder, dø i mine arme. Udover, at skulle bearbejde selve oplevelsen, at et lille menneske udåndede i mine arme, har jeg også skulle håndtere to meget forskellige måder, at reagere – og takle dødsfald på. I Danmark, er det sjældent, at børn dør. I Etiopien, er det nærmest dagligt. Den første time efter dødsfaldet, var jeg stadig på Kids Care. Jeg havde det virkelig dårligt, men resten af personalet fortsatte arbejdet som om ingenting var hændt. Det var lige ved frokosttid og jeg fandt mig selv siddende og spise frokost sammen med ledelsen, der snakkede om alt muligt andet. Jeg kunne slet ikke forholde mig til det, når det eneste jeg havde lyst til var, at bryde grædende sammen og råbe ”stod jorden”. Det virkede så surrealistisk, at alt bare fortsatte som ingenting var hændt. Udover den stærke oplevelse det er, at opleve et liv ebbe ud, i sine arme, så var det den store forskel på hvordan dødsfald takles, der slog mig ud. Jeg blev så forvirret over, at mine kollegaer ikke lod sig mærke med dødsfaldet, at jeg begyndte at tvivle på om det overhovedet var sket eller om jeg var blevet skør. Hvis jeg havde haft samme oplevelse i Danmark, ville jeg være blevet tilbudt muligheden for professionel hjælp. I Etiopien er der ikke ressourcer til den slags hjælp. Samtidig er Kids Care et børnehjem. Børnene er afhængige af personalet, så jorden kan ikke stoppes pga. dødsfald. Der er så mange andre levende børn, af tage sig af.

 

Hvad har du lært om dig selv?

 

Mit ½ år i Etiopien har medvirket til, at jeg er blevet klogere på hvor mine grænser går. Jeg er blevet bedre til, at mærke efter om, jeg mener, ting er okay eller ej og til at sige nej og stå fast. Etiopien har tvunget mig til, at reflektere over meget mere, end jeg gjorde i Danmark. Jeg har opnået en større viden om, hvad det vil sige at, være anderledes. Fordi jeg har på egen krop mærket hvordan det kan føles, at være ” den fremmede” i et andet land. Være den som har den anderledes hudfarve og som hele tiden bliver snakket om eller råbt af. At være den som får meget ufrivillig opmærksomhed.

 

De første par måneder i Etiopien, havde jeg det som om jeg var turist i landet. Alt blev kigget på med stor nysgerrighed. Så blev ”turist – tiden” afstattet af hverdagen. Ting, som før var nyhedsstof, blev til hverdagskost. Jeg kom ind i en periode, hvor jeg fik nok af alle mennesker, der hele tiden tiltalte mig overalt hvor jeg kom. Fik dage, hvor jeg bare havde lyst til, at lukke mig ind og gemme mig for verden udenom. Jeg syntes det var utrolig hårdt, at hver gang jeg trådte et skridt udenfor vores port, blev jeg meget bevidst om min egen anderledeshed. Min tolerance overfor tiggere og andre mennesker der snakkede til mig, på gaden, var meget lille. Kan huske, at jeg havde lyst til, at råbe dem op i hovedet og spørger, hvordan de troede det føltes, at blive spurgt om penge efter hvert tiende skridt? Sådan føltes det i hvert fald. Jeg var også godt klar over, at hvis jeg havde stået i samme situation, ville jeg have gjort nøjagtig det samme. De kunne ikke gøre for, at de var nr. 20 den formiddag, der spurgte mig om penge eller konstaterede at jeg var hvid.

 

Det der hjalp mig over denne periode var, at snakke med de 3 andre om det. Vi snakkede om frustrationerne og var flere til at komme med forslag til, hvordan man kunne komme videre. Jeg begyndte, at se tingene lidt mere udefra og det hjalp mig til ikke, at tage alt tiggeriet og den ufrivillige opmærksomhed, så meget ind under huden, som jeg havde gjort tidligere. Efter den nedtur, fik jeg overskuddet tilbage. Der var stadig dage, hvor det var hårdt, men det var mere blevet til en del af min hverdag i Etiopien, – Min hudfarve skiller sig ud og symbolisere rigdom, så det er naturligt, at der bliver lagt mærke til mig, i et fattigt land.              

 

Inden jeg rejste til Etiopien, havde jeg svært ved, at snakke med mindre børn, når der var andre voksne i rummet. I hverdagen på børnehjemmet, blev denne hæmning sluppet. Jeg tror, at det der hjalp mig var, at personalet ikke forstod hvad jeg sagde. Jeg kunne stå og sige noget være sludder og de ville ikke lægge mærke til det. Jeg har egentlig ikke haft tænkt over dette, før dette indlæg, men tror, at det bare pludselig faldt naturligt, at snakke og synge for børnene og være ligeglad med andre voksnes tilstedeværelse. På børnehjemmet var det vigtigt, at stimulere børnene bl.a. ved hjælp af min stemme.

 

Før min rejse, var mit syn på små børn, at de meget let kunne gå i stykker. Min praktik har ændret dette syn. Det er utroligt hvad børn kan klare. På Kids Care, stod jeg ofte i situationer, hvor jeg var alene på stuen, med flere grædende børn. Så tit har jeg haft både hænder og ben fulde af flere børn på en gang. Dette har medvirket til, at jeg har fået bedre føling med håndteringen af småbørn.

 

I Danmark, er vi meget opmærksomme på, at børn ikke bærer rundt på noget der er tungt og mange børn har ikke nogle pligter. Deres hverdag består mest af leg. I Etiopien, bære børn rundt på deres mindre søskende. De henter vand, der kan være flere kilometer væk fra deres hytte, passer familiens dyr, bære brænde. De indgår som en vigtig brik, for at få familiens hverdag til at hænge sammen.    

 

Noget jeg har savnet meget i min udlandspraktik, har været kollegialt samarbejde. Fra Danmark, har jeg været vant til, at kunne spørge en kollega til råds. Jeg har været vant til, at der blev afholdt stue – og personalemøder, hvor emner blev taget op og diskuteret og hvor jeg modtog super vision. På Kids Care, har den daglige kommunikation med kollegaer, haft sin begrænsning pga. sprogbarriere. Samtidig har babysitterne ingen faglig teoretisk uddannelse og jeg har derfor ikke kunne få teoretiske svar. Det, at jeg så ofte, har stået helt alene, har tvunget mig til, at tro på min egen intuition og handle på den. Dette er noget, som jeg håber jeg tager med mig videre, i arbejdet som pædagog.

 

I gennem det sidste ½ år, hat jeg jævnligt skulle skrive indlæg til bloggen. Nogle har jeg selv stået for og andre er blevet til i samarbejde med Maria.

Når Una, Michelle, Maria og jeg, har siddet og skrevet blog, har vi ofte fået os lange snakke omkring spørgsmålene og er kommet vidt omkring. Disse snakke, har for mig, været meget berigende, fordi jeg har fået de andres syn på tingene og vi har kunnet snakke om mange ting, der har været svære at formulere på skrift.   

 

Nu vender jeg meget snart snuden hjem mod Danmark. Jeg kan mærke, at nogle ting er ændret indeni, men jeg har svært ved, at sætte en finger på lige præcis hvad det er, der er anderledes, fra jeg rejste, fra Danmark. Det bliver spændende, at komme hjem til sit vante ”system” og miljø. For, det er nok først når jeg er der, at jeg og mine omgivelser, kan få et tydeligere billede af, hvordan mit ophold i udlandet har påvirket mig.  

Der er over 100 forskellige etniske grupper i Etiopien, hvor vi hovedsageligt har skiftet bekendtskab med Amharer, Tigrays og Oromaer. De har alle hver især deres individuelle sprog, men amharisk er det nationale sprog. Der er et bredt udvalg af forskellige etniske grupper hos personalet såvel som børnene på Kids Care. Dette kommer til udtryk i dagligdagen ved, at der bliver talt forskellige sprog og sunget sange fra de forskellige områder. Derudover bliver der ofte talt om de forskellige gruppers kultur, samt historiske baggrund, hvilken for det etiopiske folk er en stor del af deres identitet. Personalet accepterer hinandens etniske baggrund på Kids Care, hvilket vi har erfaret ved at de er meget åbne omkring deres egne samt andres etnicitet. De er gode til at forklare hvilke områder de forskellige grupper hovedsageligt kommer fra, samt hvad det indebærer at være f.eks. Tigray. Dette bliver sagt med positivitet i stemmen. Personalet og børnene på Kids Care er af forskellige religiøse overbevisninger f.eks. Ortodokse, Katolikker og Protestanter, hvilket vi kan se ud fra deres forskellige halskæder. Disse kan være et billede af Jomfru Maria eller et kors. Vi kan høre at personalet ofte bruger ordene Maria eller det amhariske ord for Gud, så det virker som om de ofte snakker religion. Dog ved vi ikke, grundet vores forskellige sprog, om de diskuterer eller er enige. Deres kropssprog virker dog afslappet og åbent og deres stemmeklang lyder humoristisk. Derudover er deres mimik positiv, så vi vil udlede at de accepterer hinandens samt børnenes religiøse forskelle. En religiøs begivenhed, som vi har oplevet er, at der er kommet en ortodoks præst, der har befriet os for vores synder, ved at kaste helligt vand på os og har velsignet os med sit kors.

 

Kids Care er ikke underlagt nogen politisk organisation, men det politiske systems overordnede love og krav har dog indflydelse på Kids Care´s muligheder og begrænsninger. Det politiske systems bureaukrati sætter nogle begrænsninger for adoptionsbranchen, idet godkendelse og formaliteter er en langsommelig proces. Børnene på Kids Care er hovedsagligt forældreløse og er dermed de svageste i samfundet. Socialt er de udsatte og det er dette Kids Care fokuserer på og ikke deres baggrund. Den største retningslinje for institutionen er, at den underlagt børnekonventionens paragraf vedr. børn og familiers rettigheder.

 

Jobbet som babysitter bliver ikke set, som et særligt præstigefyldt job og dermed er babysitterne ofte lavt uddannet, som beskrevet i afsnittet Institutionens pædagogik.

Vi har ikke erfaret, at personalesamarbejdet indebærer diskussioner vedr. institutionens struktur og metoder, hvilket kommer til udtryk ved at svaret oftest er nej, hvis vi foreslår noget der indebærer ændringer. Tingene kan ikke være anderledes end de er, hvilket kan være et produkt af den etiopiske uddannelsesform, der er farvet af udenadslære og stærk autoritetstro. Hvis autoriteten siger, at kufferten skal bæres på skulderen bliver den båret således. Kufferten bliver ikke undersøgt for andre muligheder så som om der evt. kunne være hjul på så den kan trækkes. Dette understreger ligeledes den didaktiske læringsform der ikke indebærer refleksion.

Ønskes ændringer på Kids Care kan man smide sit autoritetses og få trumfet tingene igennem – men ønskes der, at personalet skal forstå hvorfor ændringen er god, mener vi, at vi som igangsættere skal vejlede og støtte personalet på en respektfuld og anerkendende måde. Dette har som mål at åbne personalets bevidsthed og få dem til at skabe deres egne ændringer. Herunder skal vi, som kommende pædagoger, huske at de små skridt er essentielle og bliver i længden store.

 

Højtider er en utrolig vigtig del af den etiopiske kultur, da disse afspejler traditioner der ofte er forbundet med religion. Det etiopiske folk er generelt stolte af deres traditioner og klæder sig ved disse lejligheder i deres traditionelle smukke dragter. Disse højtider er præget af musik, dans og mad i overflod og bliver tilbragt sammen med familie og venner. Ligeledes fejrer Kids Care disse højtider og hele institutionen emmer af liv og glade dage, hvilket vi oplevet ved det etiopiske nytår.

 

Som tidligere nævnt er hoveddelen af børnene på Kids Care forældreløse, og dermed har organisationen råderetten over disses liv og adoption. Nogle børn har dog forældre, som har valgt at opgive rettigheden til deres børn, da de ikke mene de kan tage vare på dem. Dette er oftest af økonomiske årsager. Mange biologiske mødre er unge voldtægtsofre, der mister deres familiers støtte, hvis ikke de giver afkald på frugten af dette overgreb. Andre biologiske forældre vakler imellem dilemmaet ” skal jeg give afkald på mit barn eller skal jeg beholde det?”. Vi har ofte oplevet en grådkvalt forælder sidde på kontoret, med deres barn i armene.

Der er intet krisehjælp til disse forældre!  

 

Vækkeuret ringer kl. 6.00 i vores hus i Hayat. I huset er der tre soveværelser. Una og Michelle har hver deres eget værelse og Maria og jeg deler dobbeltsengen. Vi er så heldige at have to badeværelser.

Som regel er det mig der vælter først ud af sengen og når jeg kommer tilbage til soveværelset, efter endt bad, er dagens første sætning fra Maria som regel;

 ”Godmorgen, var vandet varmt?”. Denne sætning understreger hvor meget man kan komme til at savne sit varme morgen bad! – og svaret har stor betydning for, om man vågner stille og roligt eller om man får sig en brat opvågning.

 

På vej mod den første bus, som regel ved 7 tiden, er nogle af dagens første indtryk; nattekulden der stadig hænger lidt ved, solen der står op over Addis, herreløse hunde som strejfer omkring. Vagterne ved de omkring liggende huse der hilser godmorgen. Mennesker på vej et sted hen, med deres ”madbokse” i hånden. Som en baggrundslyd høres der bønner, der kommer fra den nærmeste kirke og hver morgen kalder til bøn over højtalere.

 

I bussen jeg sidder og betragter de ting der sker langs vejen.

Noget siger mig, at Addis har været vågen i flere timer, fordi den summer allerede af aktivitet.

Der er hele tiden mennesker på gaden i færd med et eller andet.

Butiksejerne er ved at åbne deres små bikse, med diverse ting og sager. Jeg ser æsler der er læsset med græs, oliedunke eller fliser. Pludselig bremser bussen op.

En fåreflok er på vej over gaden efterfulgt af deres fårehyrde. Længere fremme er nogle mænd ved at læsse nogle får op på taget af deres bil. Løbere står og strækker ud efter morgens løbetur. Drenge i 8 – 12 års alderen står parate til, at veksle penge med ”bus-penge-drengene”.

Jeg skutter mig, idet mine øjne falder på nogle små ”blikkasser”, som lige præcis kan rumme en mand, som ligger ned. Synet får mig til at tænke over hvor stor forskel der kan være mellem rig og fattig. Det er et syn som dette, der får mig til at forstå hvor meget jeg har, som jeg til daglig tager forgivet. Materielle goder, økonomisk- og kulturelfrihed til at præge mit liv, det danske sundheds- og uddannelsessystem. Pludselig sætter jeg pris på min SU. ”Blikkasserne” og alle tiggerne som jeg møder på min vej, får mig til, at forstå hvor privilligeret jeg er.

F.eks. har jeg mulighed for at rejse til et andet land. Noget jeg normalt ikke skænker en tanke, når jeg tager på en uges ferie.

En dag på Kids Care snakkede jeg med en babysitter, om de steder Una, Michelle, Maria og jeg havde besøgt på vores tur til det nordlige Etiopien. Hun havde aldrig været nogle af stederne. Jeg fik det helt dårligt over, at her stod jeg og snakkede om steder i hendes land, som hun måske aldrig for penge nok til eller mulighed for at besøge. Følte mig virkelig udmyg.

 

Vi ankommer til Magananga station. Her skal vi skifte til en bus der køre til Arat Kilo, hvorfra vi skal gå det sidste stykke til Siddist Kilo, hvor Kids Care ligger.

Det er altid spændende, at se hvor lang tid vi skal stå på Magananga og vente på en bus. Det virker ikke til, at der er så mange busser, der køre til Arat Kilo om morgen og dem der gør, er der kamp om. Og jeg mener virkelig kamp!

En dreng råber ”Arat Kilo” og folk styrter hen mod bussen, imens den stadig er i bevægelse. Idet dørene åbnes opstår der en skubben og en masen, som på samme tid er vildt fascinerende og hovedrystende at kigge på. Befinder man sig inde i tumulten gælder det om at bruge albuerne, bide tænderne sammen og stå fast.

Det skal lige siges, at denne skubben og masen for at komme ind i bussen, foregår samtidig med at folk prøver på at komme ud af bussen.

Ligeså spidse albuer folk har når de skal ind i bussen, ligeså flinke er de til at rykke ind på sæderne, så man kan få en plads. Her er det mere normalt, at man sidder tre på et tomandssæde, end to.

Noget vi måske kunne blive bedre til i Danmark? Her tænker jeg specielt på de altid overfyldte 5A busser i København.

 

I Arat Kilo skilles vores veje. Una og Michelle går mod Kechene og Maria og jeg går det sidste stykke til Kids Care.

 

 

Jeg træder ind af porten på Kids Care kl. 8.30. Her jeg bliver modtaget af de store børn med knus og kys, imens de siger: ”Medi”, som jeg bliver kaldt her, fordi Mette er svært at udtale.

Kan man få en bedre start på dagen?

De første 10 minutter går med at sige godmorgen, på amharisk, til alle medarbejderne. En hilsen kan blive og bliver sagt på mange forskellige måder, men svaret er det samme. Nogle gange føler jeg mig lidt dum, når jeg for tredje gang til den samme babysitter, svare at jeg har det godt og jeg takker gud.

Imens vi står og siger ”godmorgen” til hinanden giver vi knus og kindkys. To kys på her kind.

 

Efter ”morgenrunden” finder jeg min kittel, som ofte hænger på en dørkarm og sætter min taske i et hjørne i et lille rum. Der er ikke noget bestemt rum jeg skal være i. Jeg plejer at følge lyden af gråd og så ender jeg der, hvor jeg umiddelbart føler der er mest behov for hjælp. Jeg kan godt finde på at skifte rum i løbet af dagen, hvis jeg vurdere, at der er mere brug for mig et andet sted.

 

Jeg har valgt at beskrive en typisk arbejdsdag ud fra, at jeg er i rum nr. 5.

For yderligere information om de forskellige rum, se institutionsbeskrivelse. 

 

Min arbejdsdag starter med, at jeg trøster et barn eller skifter en ble. Når det er gjort finder jeg et siv-tæppe, som jeg breder ud på gulvet og lægger alle de vågne børn på. Jeg lægger dem på maven i den berømte ”pædagogiske rundkreds”, så alle kan se alle. Så går jeg på jagt efter noget legetøj. Der er ikke så meget og det er ikke altid lige let at få finde noget. Tilbage hos børnene leger vi f.eks. med plastiknøgler, en sutsko, der ligner en pingvin eller en stof-bog, der knaser, når man tager om den og som også kan sige en lyd.

Tiden på gulvet går, for børnene, med at opdage og udforske hinanden. Kæmpe om, at få fat på legetøjet. Styrke sine muskler. Synge sange, dette er nu kun mig, medmindre Maria stikker hovedet ind af døren i det samme. Snakke og have øjenkontakt.

Ind imellem er der børn der skal trøstes, have skiftet ble eller have sutteflaske.

Imens vi sidder der på gulvet, kommer den babysittere jeg er sammen med, denne dag og sætter sig hos os og leger med og snakker med børnene.

Det sker lige så tit, at babysitteren kommer og går fra rummet løbende, så jeg er alene med ca. 10 børn, i de tidsrum hvor børnene ikke skal skiftes eller have mad.

 

Ved 9 tiden er det tid til bleskift. Bleskiftet foregår i børnenes senge eller på tæppet på gulvet. Børnenes bleer består af en stof-ble, der bliver lagt sammen til en trekant og foldet omkring børnene. Udenpå stof-bleen bliver der lagt et plastikstykke, som skal holde sammen på stof-bleen og sørge for, at tis og afføring ikke kommer længere end til stof-bleen. Det er langtfra altid det lykkes.

Jeg kan nå, at skifte 3 -4 børn, afhængig af hvor meget de har lavet og om tøj og lagen skal skiftes. Imens har babysitteren nået at skifte resten. Grunden til, at jeg skifter færre børn er, at jeg snakker og leger med børnene imens. Samtidig går jeg efter hvert bleskift ud for at vaske hænder, hvilket babysitteren ikke gør. Plastikhandsker bliver kun brugt til virkelig slemme bleskift.

 

En af babysitterne og jeg har fundet et system, hvor hun henter en kande med vand, ind på stuen og jeg lægger mit sæbe ved siden af. På den måde skal jeg ikke rende til og fra stuen hele tiden og hun får vasket hænder, om ikke hver gang så hver anden.

Vandet hælder vi ned i en balje, hvor vi smider de brugte klude.

Lige pt. prøver jeg på at gøre ”vandkande/sæbe” systemet til en fast del af det, at skifte bleer.

 

Når vi skifter bleer, har vi to baljer. En til beskidte klude og en til rene. Nogle gange har vi en tredje balje, med hvide klude. Den er til de børn der har hiv.

Når børnene er skiftet, skal de beskidte stof-bleer ud til vaskekonerne og de beskidte klude skal vaskes. Kludene bliver vasket ved, at vi skrubber dem med en grov sæbe og derefter skyller dem.

 

Ved 10 tiden er det blevet tid til morgenmad. De børn der er store nok får varm mælk med brød. Og resten får sutteflaske.

Over hvert barns seng hænger der et papir, hvor der er oplysninger om barnets navn, fødselsdag, hvor meget mælk barnet skal have, om barnet får nogen form for medicin eller på anden måde er syg. Oplysningerne er for det meste både på amharisk og engelsk.   

Hvis vi observere noget unormalt ved et barn, skal vi, snakke med babysitterne om det og kontakte sygeplejersken, som er der hele dagen. Hvis, vi vurdere, at der skal følges mere op på barnet, kan vi, gøre en af de to læger, der kigger forbi Kids Care dagligt, opmærksomme på vores observation.

 

Når børnene får sutteflaske ligger de i deres senge. Enten er de så gamle, at de selv kan holde om flasken eller også støttes flasken af en pude. Jeg prøver som regel, at komme til at sidde med et barn, når denne skal have sutteflaske, men når der er flere børn der skal have sutteflaske, på samme tid, må jeg vælge et barn ud.

 

Hver dag har jeg det mål for øje, at alle børnene på stuen skal have været ude af deres senge. Jeg skal have øjne- og kropskontakt med dem alle. De 10 minutter, jeg sidder med et barn, er måske den eneste nære kontakt barnet har med en voksen, den dag.

 

Efter morgenmad falder mange af børnene i søvn. Derfor vælger jeg, at tage et vågnet barn med udenfor.

Her sidder vi og kigger på de store børn, som har pause fra deres skole. Nogle af drengene sparker bold til hinanden. Lige så snart vi har sat os, kommer der nogle børn hen og begynder at flette mit hår. Det er en hyggelig stund, men efterlader min hovedbund rimelig øm.

 

Tilbage på stuen klipper jeg nogle af børnenes negle eller vasker deres ansigt eller hals. I folderne på halsen gemmer der sig ofte gammelt mælk. Derfor bliver ”hals-efter-synet” tit afsluttet med babypulver.

Sygeplejersken kigger ind i løbet af dagen. Hun tager børnenes temperatur og vejer dem.

Kl. 11 er der igen fastlagt bleskift.

Timen fra kl. 11 til kl. 12, er en blanding af bleskift, fjerne knuder i hår, klippe negle, ordne hals og lege.

Kl. 12 er det frokost tid. Nogle af børnene skal have grød. Jeg sætter mig på gulvet med et barn på skødet og mader.

Der kommer løbende rene stof-bleer og tøj ind på stuen, der skal lægges sammen og på plads.  

 

I løbet af dagen kommer nogle af børnene fra rum nr. 3, jf. institutionsbeskrivelsen, på besøg. Det er hyggeligt, så leger vi nogle gange lade – som om – lege. F.eks. laver børnene, fra rum nr. 3, kaffe til babysitteren og mig. Så sidder vi der og hælder kaffe i os. Børnene, fra rum nr. 5, skal selvfølgelig også smage.

 

Fra kl. 13 til kl. 14 har jeg pause. Hvis Maria og jeg, ikke har fået madpakke med, går vi hen på en fast restaurant for at spise. Har vi madpakke med, spiser vi i ”kantinen”, sammen med de andre babysittere. ”Kantinen” fungere også som skole, for de store børn.

 

Kl. 14 skifter jeg igen bleer, også er det ved at være på den tid, hvor der kommer en og fortæller mig at, nu er der kaffe! Jeg smutter ud til vaskekonerne, hvor kaffen er hældt op i små kopper. Der er tre vaskekoner og den en er kaffebryggermester. Her sidder jeg mellem vasketøj, rotten der sidder i kloakken og vaskemaskinen, der køre på døgndrift. Andre, der har hørt rygtet om kaffe, kommer til. Stemningen er fri og kommunikationen foregår på engelsk, amharisk og et overdrevet kropssprog, der flere gange får os alle til at grine. Nogle dage bliver der budt kaffesnacks rundt. Det kan være forskellige ristet korn, popcorn med sukker eller brød.

Når kaffen er drukket, er det tilbage til arbejdet. Kl. 15 skal børnene have frugtjuice og så går den sidste time ellers med bleskift, lege, trøste og hvad der ellers lige opstår af behov.

Kl. 16 har jeg fri og efter vi har fået sagt farvel til alle, bliver vi lukket ud af portvagten.

 

 

På vej mod vores bus, snakker Maria og jeg om indtrykkene fra dagen. Vi handler eller går hurtigt på nettet for, at se om der er spændende nyt fra Danmark. Det er dog langt fra altid, at vi er heldige med internetforbindelsen. Tit er der ikke nogle eller også er den så langsom, at vi ikke har tid. Vi skal nemlig helst nå en bus inden kl. 17, efter det tidspunkt er det myldretid og nærmest umuligt at få en bus.

Nogle gange møder vi Una og Michelle et sted på strækningen hjem.

Jeg sætter mig ind i bussen og manden på sædet ved siden af mig begynder, at spørge til, hvor jeg er fra, hvad jeg laver i Etiopien og hvor længe jeg skal være her. Hvad jeg synes om Etiopien, hvordan man kan komme til at bo i Danmark og om han må få mit nummer eller mailadresse. Så vil han gerne inviterer mig på en kop kaffe eller te. Jeg svare på alle hans spørgsmål og spørger til hans arbejde. Jeg fortæller ham, at jeg ingen telefon har og at han ikke kan få min mailadresse, den giver jeg heller ikke væk i Danmark. Jeg bliver desværre nødt til at afslå hans invitation om kaffe og te, fordi jeg ikke har tid, men måske mødes vi i bussen igen, en anden dag.

Når vi står af den sidste bus, er det et stykke vej hjem, så der plejer vi at tage en tuk tuk.       

 

Da vi kommer hjem ved 18 tiden, er det allerede ved at være mørkt. Kl. 19 er det fuldstændig sort. Dem der kommer først hjem begynder at lave mad, helst med musik til arbejdet. Når maden er færdig og alle er hjemme, spiser vi, imens vi ser fjernsyn og snakker om hvad vi hver især har oplevet. Efter maden ser vi fjernsyn, nogle går måske i bad, skriver dagbog eller laver andre småting. På dette tidspunkt er energien som regel ikke så stor.  Hvis vi er heldige er der en film i fjernsynet. Alle kys, homoseksuelle hentydninger og sex scener er klippet ud. Så, det kan være en fordel at have set filmen før, for ikke at miste en vigtig pointe og stadig kunne følge med.

Nogle aftener er strømmen gået og maden bliver lavet i lyset fra en lommelygte. Hurra for gaskomfur. De aftner bliver maden indtaget i stearinlysets skær og det har også sin charme. Opvasken og rengøringen skal vi heldigvis ikke tænke på. Det klare vores tjenestepige, Almas, for os.

På vej i seng, lægger jeg mit nyvasket tøj på plads i skabet og sender Almas en sød tanke.  Ved 10 tiden ligger jeg i min seng og læser et par sider i en bog.

Så begiver jeg mig ind i drømmenes verden.

Den faggruppe på Kids Care, der varetager de områder, der i Danmark bliver forvaltet af pædagoger, er babysittere. De ansatte på institutionen har ingen faglig baggrund i form af uddannelse indenfor humanitærområdet. Som ledelsen udtrykker det, er det oftest skolepiger eller mødre der anvender deres egne praksiserfaringer. Efter ansættelse på Kids Care gennemgås en 1-2 måneders oplæringsperiode, hvor bleskift og sutteflaskehåndtering er i fokus. Dette foregår ved observation af de erfarne babysittere.

 

Vi har ofte erfaret, at der ikke er nogen forklaring på, hvorfor tingene bliver gjort som de bliver gjort. Det kan være et kommunikationsspørgsmål imellem os, da babysitterne ikke taler så meget engelsk og vores amharisk ligeledes er sparsomt. Dog kan forklaringen også være den, at der bliver gjort som der er blevet gjort hidtil. Vi er i Danmark opvokset med at stille undrende spørgsmål og forventer svar og dialog, hvor vi har erfaret en forskel i Etiopien. Her bliver fremgangsmåden oftest ikke betvivlet af de ansatte og vi har observeret et stort skel imellem personale og ledelse. Sagt med andre ord forefindes der på Kids Care en stor respekt for autoriteter.

 

Grundet vores uddannelse, der er baseret på udvikling og fremgang ved hjælp fra refleksion og nysgerrighed, ligger det som en grundsten i os, at stille undrende spørgsmål. Dette har vi i høj grad praktiseret på Kids Care og har ofte fået svaret ”nej” eller ”sådan er det bare”. Som et eksempel, kan vi nævne, at vi tit har spurgt om vi ikke må tage legetøjet ned fra væggen, pakke det ud og lade børnene lege med det. Svaret har været et ryst på hovedet og hvis vi har spurt ”hvorfor ikke?”, har vi fået svaret ”nej” igen.  Pga. vores uddannelse/baggrund har vi ikke accepteret dette ”nej” og har valgt at blive ved med at stille spørgsmålet. Disse små skridt har båret frugt og vi har gradvist fået lov til at tage legetøjet ned og børnene har kunnet lege med det. Som et eksempel, har en dukke en dag været nede, til at kunne kigges på i dennes indpakning. Næste dag var dukken nede igen og fik ordnet hår, stadig i indpakning. Som en kæmpe fremgang, næste dag igen, kom dukken ned, blev pakket ud og fik andet tøj på og så blev der leget. Det skal dog siges, at efter hver endt dag bliver dukken pakket ind igen og hængt op på væggen. Dog er de små skridt essentielle og føles for os som fremskridt jf. vores målformulering.

 

Pædagogik i Etiopien har ikke samme betydning og ansigt som i Danmark. Som kommende danske pædagoger, har vi de didaktiske overvejelser, at børn bedst optager læring via leg, samt at det skal være sjovt at lære. Som et modstykke til dette, har vi erfaret, at de didaktiske overvejelser på Kids Care er baseret på hovedsageligt udenadslære. 

 

Den uddannelse der ligger sig tættest op af en dansk pædagog, er udannelsen som sociolog eller psykolog på universitetsniveau. Derudfra kan man vælge, at specialisere sig indenfor forskellige humanitære områder. Kids Care har ikke ansat en person med sådan en uddannelse, men ledelsen ytre ønske.

 

Specielt inden for de seneste år har vi i Danmark oplevet, at dokumentation er kommet i højsædet. Dette i form af handleplaner for de forskellige institutioner og disse omhandler hvorledes brugerens hverdag bliver beriget bedst muligt. Dette skal sikre en vedvarende udvikling samt trivsel hos disse og er et lovmæssigt krav. Kids Care er underlagt børnekonventionens paragraf vedrørende børns/familiers rettigheder. Dog er der ikke en direkte handleplan som vi ser i Danmark og som sætter sit præg på hverdagen på Kids Care.

 

De specielle træk der har gjort indtryk på os, ved pædagogikken på Kids Care omhandler hovedsagligt hvorledes børnene bliver afledt. Dette med tanke på, at hvis børnene græder, er der en tendens fra babysitterne til, at knipse foran deres ansigter, samt at nive dem i kinderne. På denne måde bliver børnene afledt frem for at få omsorg og bekræftelse af deres følelser.  Ligeledes har vi observeret gentagende gange, at pædagogikken ikke indebærer at tage børnene op af sengene med henblik på at stimulere dem.

Yderst på kanten foregår et ”nej” fra en babysitter ofte ved hjælp af hånden.

 

En typisk dag på Kids Care (i tidsrummet fra kl. 8.30 til 16.00) varierer alt efter hvilken babysittere der er på stuen. Dog er der altid rengøring fredag, morgenmad kl. 10, frokost kl. 12 og frugtjuice kl. 15. Bleskift kl. 9, kl. 11, kl. 13 og kl. 16.

Målformulering

 

Hvad ønsker du at opnå med din praktik:

Vi ønsker, at indgå i et ligeværdigt samarbejde med resten at personalet på Kids Care. Dette med respekt og forståelse i højsæde, hvilket vi mener, vil give os den bedst mulige lejlighed til at opnå et samarbejde, der har trivsel og kvalitet som øverste omdrejningspunkt. Vi ønsker, at få et indblik i den Etiopiske kultur med specielt henblik på hvilke fremgangsmåder de ansatte på Kids Care benytter i deres pædagogiske arbejde kontra den danske kulturs fremgangsmåder. Denne metode, mener vi, har potentiale, så vi derved kan koble disse to kultures fremgangsmåde. Dermed kan vi opnå en kvalitet, så vi kan give børnene på Kids Care den omsorg og tryghed, der er så essentiel for deres videre trivsel. Ligeledes ønsker vi ved hjælp fra vores engagement og glæde ved faget at få denne glæde til at smitte af på personalet. Dette med det formål at give stedet og dets personale fornyet energi, samt at åbne deres øjne for, at det er sjovt at arbejde med børn.

 

Hvilke mål har du sat dig:

 

I arbejdet med børn i alderen 0-3 har vi sat os følgende mål:

 

·         Vi ønsker, at give børnene tryghed igennem en tættere voksenkontakt. Dette med speciel henblik på omsorg i form af knus, opmærksomhed, samt øjenkontakt.  

·         Vi ønsker, at bruge et tæppe på gulvet til børnene, så de har bedre mulighed for at bevæge sig, samt for at give dem bedre mulighed for at opnå sociale relationer.

·         Vi ønsker, at få børnene vendt mere om på maven, i stedet for at de mest ligger på ryggen, for at forbedre deres motorik samt at give dem mulighed for at undersøge verden bedst mulig.

·         Vi ønsker, at få legetøjet frem og ned fra væggene, hvor det hænger, samt at få tilladelse til at børnene leger med det. Dette for at udvikle deres fantasi, kreativitet og sanser, samt for at give børnene et fælles tredje.

·         Vi ønsker, at få hygiejnen på Kids Care i fokus, hvilket bl.a. indebærer vask af hænder efter hvert bleskift, udluftning af rummene, samt generelt vask af børnene.

·         Vi ønsker, at give børnene mulighed for at komme udenfor at lege for bl.a. at mindske risikoen for astma.

 

I arbejdet som pædagoger som professionelle på en skole har vi sat os følgende mål:

·         Vi ønsker, at undersøge didaktikken – Hvorledes ses den i Etiopien kontra i Danmark.

·         Vi ønsker, at få børnene til at få øjnene op for, at forskellighed er en forse, samt at der er brug for alle i et brugbart samfund.

·         Vi ønsker, at vise og lære børnene, at læring kan være sjovt.

·         Vi ønsker, at opfordre børnene til at tænke selv.

·         Vi ønsker, igennem leg at børnene skal lære med alle deres sanser.

·         Vi ønsker, igennem leg at få børnene til at opnå et større selvværd.

·         Vi ønsker, at lære og vise hvem vi er som danske pædagoger – Herunder ønsker vi, at få børnene til at omtale mennesker ved deres navne og ikke ud fra deres udseende.

 

Hvilken viden vil du få brug for for at nå dine mål?

 

·         Praktiske viden – Herunder menes der erfaring fra tidligere arbejde indenfor humanitærområdet, men ligeledes hvorledes man ser på sin egen tilstand og velbefindende og sammenligner den med hvorledes børnene kan have det. Sagt med andre ord behøver børnene højst sandsynligt en jakke, hvis jeg gør.

 

·         Viden/litteratur om småbørns udvikling, trivsel og leg.

 

·         Didaktik – Hvorledes optages læring bedst muligt.

 

 

Hvilke faglige holdninger har du oplevet må bearbejdes for at forstå den pædagogik og det samfund du færdes i?

 

·         Nogle af babysitterne niver og slår børnene. Vores menneskelige overbevisning strider mod fysisk og psykisk afstraffelse af mennesker. Desuden er det i Danmark strafbart at slå børn.

 

·         At børnene sidder på potten midt i deres rum – og ikke på toilettet. Det vil sige, at nogle børn kan sidde i den ene ende af rummet og spise imens børn i den anden enden af rummet sidder på potten. Derved blandes to ting vi i Danmark holder skabt afskilt.  

 

·         Hygiejnen er anderledes end den danske standard. Både hygiejnen med hensyn til rummene på Kids Care og hygiejnen i forhold til hvorledes børnene bliver behandlet er yderst anderledes end hvad vi er vant til ud fra vores erfaringer fra Danmark.

 

 

Institutionsbeskrivelse

                                     

Kids Care er et privatejet børnehjem beliggende Arada Kefle Ketema, Sidist Kilo. Kebele 12, House No. 447, Addis Ababa, Etiopien.

Der er ansat 90 medarbejdere hvilket inkludere vaskekoner, køkkenpersonale, vagter, ledelse, sygeplejersker, læger, samt babysittere. Kids Care har eksisteret siden juli 2001. Organisationens grundlægger hedder Aster Fesseha, hvilken fungerer som ansigt udadtil samt som bindeled eksternt/internt.

I alt kan Kids Care huse max. 85 børn, fra spædbørn til teenagere.

Hovedhuset er inddelt i 6 rum, med sengepladser:

 

·        I rum 1 er der børn fra alderen ca. et ½ år til ca. 1½ år.

·        I rum 2 ligger spædbørnene som er fra et par dage gamle til et par måneder.

·        I rum 3 bor der børn fra 1½ år til 2-3 år.

·        I rum 4 børn fra et par måneder til ca. ½ år.

·        Rum 5 er for de børn hvis adoption er ved at blive afsluttet.

·        I rum 6 sover de helt store piger, samt de lidt mindre drenge. Pigerne er i alderen 4-10 år og drengene er mellem 4- 6 år.

·        I et andet hus er der et værelse, hvor de store drenge fra omkring 6 – 10 år bor. I dette værelse bor der ligeledes en dreng på 14 år.

·        I forlænges af drengenes værelse er der også et kontor for den regnskabsansvarlige.

·        Vaskekonerne har deres område under et halvtag, hvor der står en vaskemaskine og tørretumbler. 

·        Køkkenet, hvor alt mad bliver tilberedt.

·        Spiseområde for de større børn, samt personale. Dette rum fungerer også som en slags forskole for de større børn.

·        Et område, hvor der er toiletter.

·        Et hus hvor sekretæren sidder og hvor Aster Fesseha har kontor. I dette hus er der endnu et kontor hvor doktoren, som er den øverste administrator, sidder.

·        Derudover er der et hus, hvor der sidder en syerske og et rum, som fungerer som opbevaring.

·        Som center for overstående er der en gård, som fungerer som legeplads, parkeringsplads, samt tørreplads til vasketøj.

·        Hele området er omgivet af et blikhegn, med en port til gården som eneste indgang.

·        Hele området er på 750 kvm.

 

 

Børnene kommer på Kids Care i alle aldersgrupper. De kan komme gennem politiet som samler dem op på gaden, da de er blevet forladt eller har mistet deres forældre. Herunder skal det siges, at Kids Care ikke selv henter børn fra gaden og det skal understreges at anbringelsen altid går igennem politiet. Ligeledes kan forældrene aflevere deres børn på Kids Care, i tilfælde af de ikke mener, de kan tage vare på dem længere – Dette har oftest en økonomisk årsag.

 

Kids Care har adoption som hovedmål, da de mener, at en familie bidrager til den mest hensigtsmæssige opvækst for et barn, frem for en institution. Ligeledes iværksætter Kids Care familieprogrammer i Etiopien, som har fremgang til formål. Fremgangen består i at vise familierne, hvorledes de kan tage vare på dem selv og være selvforsynende, modsat at tigge på gaden og derved højne standarden i Etiopien.    

Som privatejet institution er Kids Care baseret udelukkende på donationer fra privatpersoner samt organisationer. Kids Care er en non-profit organisation der ikke kræver penge fra børnenes nye forældre. Kids Care er underlagt ”Convention on the rights of the child” samt ”children, youth and family welfare organization”. Derudover er Kids Care underlagt et lovmæssigt krav vedr. adoption, der omhandler at de som institution kun samarbejder med godkendte bureauer. Dette vil sige, at man som privatperson ikke kan møde op på Kids Care uden et bureau og adoptere et barn.   

 

Det tager omkring 1 måned at adoptere et barn fra Kids Care. Herunder skal det dog siges at bureauets behandlingstid ikke indgår i vores informationer. Forældre skal igennem et formelt dokument ytre ønske om barnets alder, sundhedstilstand og køn. Derudfra vælger administrationen hvilket barn der stemmer overens med beskrivelsen og dermed får forældrene tildelt dette barn. Forældrene kan dermed ikke selv personligt udpege deres barn. Denne formalitet er udarbejdet på baggrund af etiske årsager – Som Aster Fesseha siger: ”Man vælger jo heller ikke sit barn som biologiske forældre”. Kids Care har erfaring med, at ældre personer adopterer ældre børn og omvendt og dermed er der mulighed for adoption selvom barnet er blevet ældre – Dog fortæller grundlæggeren, at er barnet blevet over 10 år, bliver det svære.  

  

Der findes 71 registreret adoptionsbureauer i Etiopien, hvoraf Kids Care samarbejder med bureauer fra lande som: Schweiz, Sverige, Belgien, Danmark, Spanien og USA. Sverige og Belgien har en kontaktperson tilknyttet Kids Care, så børn der bliver adopteret til disse lande kommer direkte fra Kids Care, hvorimod børn der skal adopteres til de andre nævnte lande, først bliver sendt til et fosterhome før de nye forældre. Kids Care modtager ikke penge for et barn, så eventuelle omkostninger for en adoption går udelukkende til adoptionsbureauet.

Adoptionsbureauerne har ikke indflydelse på den daglige rutine på Kids Care, men kan dog komme med forslag til ændringer, der bliver taget til overvejelse. 

 

Kids Care udarbejder i samarbejde med regeringen løbende handleplaner for Kids Care’s virke i de næste 3 år. Disse handleplaner omhandler hvorledes målet stemmer overens med realiteten og berører hovedsageligt emnet om Kids Care’s mål for hvor mange børn de ønsker at hjælpe, stemmer overens med hvor mange de i realiteten hjælper. Der følges op på handleplanerne hvert kvartal, for at sikre en velfungerende organisation.

Hejsa folkens

Jeg har haft lidt problemer med bloggen pga. et bogstav i passwordet, som kun findes i Danmark. Saa maatte lige have fat paa en kilde i Danmark, for at faa fikset problemet.

 
Nu her solen begyndt at kigge frem. Det regner stadig, men det goer en stor forskel, at solen er begyndt at varme og at vi ikke hele tiden bliver vaade.
Regntiden skulle gerne slutte i midten af september, saa det ser baade jeg og min snotnaese som jeg stadig render rundt med, frem til. Ellers er jeg paa toppen igen.

I gaar var vi i et supermarked. Jeg ville koebe mig en body lotion. Fandt en der saa god ud, men opdagede saa at dens virkning skulle vaere at goere en mere hvid….Skyndte mig at saette den tilbage paa hylden. Det ville ligesom vaere at gaa i den forkerte retning!
 
Lopperne er begyndt at melde deres ankomst. Inden jeg tog fra Dk var jeg inde i en del butikker og spoerger efter lobbemiddel, men jeg kunne kun faa til hunde og katte. Maaske skulle jeg overveje at opfinde et middel mod dem, fordi de kan godt nok bide de smaa sataner.
 
Rundt omkring paa gaderne staar der bordfodbolde. Det ser enormt hyggeligt ud, naar man gaar fordi og der stor en flok og spiller. Jeg kom til at taenke paa, at det kunne vaere hyggeligt at tage den ide med til Danmark. Hvis folk i Danmark da ikke har for travlt til at stoppe op og tage et spil? Men det kunne da vaere en ny maade at laere nye mennesker at kende paa.
 
Maria og jeg er begyndt at lave noget mad hjemmefra (linser og groensager). Fordi saa kan vi spise sammen med resten af personalet og paa den maade indgaa mere i faellesskabet. En dag til frokost var Aster der ogsaa. HUn ville have at vi skulle spise sammen med hende ved “det store bord”. Normalt sidder vi paa boernestole og ved boerneborde. som resten af personalet. Jeg vidste ikke rigtig hvordan vores kollegaer ville tage det at vi satte os “op” til Aster, men det virkede som om at det ikke var noget problem. Vi delte vores medbragte mad med Aster og hun delte sit med os. Det var en hyggelig frokost. At dele madpakker i Danmark, er ikke noget vi goer og da slet ikke med fremmede mennersker, men jeg kunne godt lidt aabenheden i det. Aster spurgte det personale der sad og spiste, hvordan de opfattede maria og mig. De sagde at vi var gode til at socialisere os,vi var gode “laerer” og de betragtede os som venner.
Det var virkelig rart at hoere dem sige disse ting og det var rart at Aster spurgte til hvordan de opfattede os.
 
En dag stod “overplejersken” (som jeg kalder hende der bestemmer over plejerne) og snakkede om at hun godt kunne lide mine oereringe. Bagefter snakkede hun videre med nogle andre og imens stod hun og nussede mit haar. En lidt underlig situation. Bagefter gik hun ud paa gangen og snakkede med nogle andre. JEg kunne se at de snakkede om mig, for alle kiggede paa mig og smilede. Jeg spurgte hvad de sagde og forsatte med at jeg ikke forstaar Amharisk. De grinede alle sammen og saa gik ”overplejersken”, der ellers var den af dem der stod der, som kan bedst engelsk. Igen lidt underligt, men jeg gaar udfra at det var noget godt, siden de alle grinede!
 
En morgen paa vej til arbejde er der en fyr som stopper sin bil og spoerger hvor vi skal hen. Han siger at vi bare skal hoppe ind, saa giver han os et lift. Han virker soed at snakke med, men som sagt er det tidligt om morgen, saa ingen af os siger saerlig meget. Han sporger os hvordan det kan vaere at vi ikke siger noget. Vi maa vaere aerlige og sige, at om morgen snakker vi ikke saa meget. Da han saetter os af ved busstationen giver han os en kage! Den var egentlig til en ven paa hospitalet, men han vil bare koebe en ny. For vildt med en oplevelse klokken ikke engang 7.30! Saa der stod vi med en kage. VI skulle videre med bus, men kom til at tage den forkerte. Dvs. den havde den rigtige retning i starten, men saa blev maalet aabenbart lavet om. Det er ganske normalt her. Naa men i hvert fald saa kunne jeg i et oejeblik lugte eventyr. Paa vej ud i det blaa i en bus vi ikke vidste hvor koerte hen….spaendende… Meeen vi har jo et arbejde at passe, saa vi stod af og tog en anden bus tilbage til stationen.
Oev lige ville jeg godt have vaeret backpacker.

Noget andet med busserne er, at det godt kan tage lidt tid at komme med en. Isaer hvis der er mange der skal med. Folk maser og skubber og begynder at stige ind, inden alle folk er kommet ud. Saa det sker tit om morgen at vi foerst kommer med den tredje bus.
 
Som alle nok ved, saa er der OL lige nu. Det gaar ret godt for de Etiopiske loebere. Naar en loeber har vundet. Bliver det fejret med at folk taender noedlyset paa deres biler og koere rundt og dytter helt vildt.
I gaar vi en tur i byen og paa en plads var der opstillet en storskaerm. Sikke en stemning der var, da en loeber vandt. Kom til at taenke paa den stemning man kan opleve paa raadhuspladsen i kbh. naar der sker noget stort og mange mennesker er samlet.